En skattepligtig havde fået forhøjet sin indkomst for indkomstårene 2016 og 2017 med summen af en række indsætninger modtaget fra den skattepligtiges udenlandske arbejdsgiver. Indsætningerne var ubestridt skattepligtige til Danmark, men den skattepligtige gjorde gældende, at der ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse, fordi han ikke havde udvist groft uagtsomhed, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten lagde bl.a. til grund, at den skattepligtige, som månedligt selv fakturerede sit lønkrav og fik beløbene indsat på sin bankkonto, var i besiddelse af alle relevante oplysninger for at kunne selvangive sin skattepligtige indkomst fra sin udenlandske arbejdsgiver korrekt, og at han havde haft særlig anledning hertil, efter han i januar 2018 og januar 2019 havde modtaget skønsmæssige ansættelser af sin indkomst for 2016 henholdsvis 2017. Ved at forholde sig passivt over for den for lave skønsmæssige ansættelse i januar 2018 og ved positivt at oplyse en for lav indkomst efter den for høje skønsmæssige ansættelse i januar 2019 havde den skattepligtige groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne foretog hans ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Retten udtalte, at det forhold, at den skattepligtige var diagnosticeret med (red.sygdom.nr.1.fjernet) ikke ændrede på vurderingen af, at han havde handlet groft uagtsomt, bl.a. fordi den skattepligtige - selvom han ikke måtte have fået sin diagnose - var opmærksom på sine udfordringer og sit behov for hjælp, men undlod at følge op på sin modtagelse af den påkrævede hjælp enten fra en revisor eller sin (red.familierelation.nr.1.fjernet). 

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Sagen angik en skønsmæssig transfer pricing forhøjelse af to selskaber i den daværende A-koncern, G1-virksomhed (G1-virksomhed, nu G1.1-virksomhed.) og A ((red.virksomhedsforkortelse.nr.1.fjernet)) som følge af et dansk moderselskabs (G1-virksomhed) samhandel med to datterselskaber og disses udenlandske filialer. 

G1-virksomhed bestod frem til 2018 af flere aktiviteter. G1-virksomhed foretog indledende forundersøgelser i forskellige dele af verden med henblik på at finde olieaktiviteter. Fandt G1-virksomhed olieaktiviteter og indgik licensaftaler med et olieland, blev et datterselskab oprettet, som herefter foretog den videre efterforskning efter olie og iværksættelse af olieproduktion igennem filialer i det land, hvor der var fundet olieaktiviteter. I forbindelse med oprettelsen af datterselskaberne afgav G1-virksomhed performancegarantier over for olielandet på vegne af datterselskaberne, ligesom G1-virksomhed forhandlede relevante licenser m.v. til brug for olieudvindingen. Endvidere leverede G1-virksomhed en række tekniske og administrative ydelser til sine datterselskaber ifm. den videre efterforskning efter olie m.v. 

Den foreliggende sag angik to datterselskaber, som var oprettet mhp. olieaktiviteter i henholdsvis Y1-land og Y2-land. G1-virksomhed havde indledt forundersøgelser i Y1-land i (red.årstal.nr.1.fjernet) og havde i den forbindelse oprettet et dansk datterselskab med filial i Y1-land. Datterselskabet indgik i en licensaftale med en olieoperatør i Y1-land. I forbindelse med licensaftalen afgav G1-virksomhed en performancegaranti over for olieoperatøren. 

I Y2-land indledte G1-virksomhed sine forundersøgelser i (red.årstal.nr.2.fjernet), hvorefter der blev oprettet et dansk datterselskab med filial i Y2-land. Det danske datterselskab indgik i en aftale med staten Y2-land om olieudvinding. I den forbindelse afgav G1-virksomhed en performancegaranti over for Y2-land. 

G1-virksomhed blev af datterselskaberne alene vederlagt for levering af en række tekniske og administrative ydelser til kostpris.

Spørgsmålet i sagen var, i hvilket omfang de stillede performancegarantier, de udførte forundersøgelser, den særlige viden og erfaring (knowhow), vedrørende bl.a. horisontale boringer, som G1-virksomhed løbende har stillet til rådighed for datterselskaberne, og de tekniske og administrative ydelser i perioden 2006-2008 var fastsat på armslængdevilkår, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. I forbindelse hermed var der blandt parterne uenighed om, hvorvidt performancegarantierne og forundersøgelserne udgjorde kontrollerede transaktioner omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1. 

Højesteret fandt, at de forundersøgelser, som G1-virksomhed havde udført forud for indgåelse af olieaftalen med bl.a. landet Y2-land, og de performancegarantier, som G1-virksomhed havde stillet til rådighed for sine datterselskaber og disses udenlandske filialer, udgjorde kontrollerede transaktioner omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, hvorfor skattemyndighederne kunne ansætte indkomsten vedrørende disse transaktioner skønsmæssigt, jf. de dagældende bestemmelser i skattekontrollovens § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, da transaktionerne ikke var omtalt i G1-virksomhed’s transfer pricing dokumentation.  

Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at G1-virksomhed, forud for datterselskabernes stiftelse og erhvervelse af licens i Y1-land og Y2-land, havde udført nødvendige forundersøgelser til brug for vurderingen af, om der skulle etableres olieefterforskning m.v. Ligeledes lagde Højesteret vægt på, at G1-virksomhed havde spillet en væsentlig rolle i forbindelse med kontraktindgåelsen i Y1-land og Y2-land, da det måtte lægges til grund, at datterselskaberne kun kunne indgå kontrakterne, fordi G1-virksomhed påtog sig at garantere for alle datterselskabernes forpligtelser og at stille sine tekniske og finansielle kapacitet til rådighed (performancegarantierne). Endvidere blev der lagt vægt på, at G1-virksomhed havde en særlig viden og erfaring (knowhow) vedrørende bl.a. horisontale boringer, som G1-virksomhed løbende har stillet til rådighed for datterselskaberne.

Højesteret fandt videre, med henvisning til det af landsretten anførte i sin dom, at det var godtgjort, at G1-virksomhed’s levering af teknisk og administrativ bistand til datterselskaberne og disses udenlandske filialer til kostpris lå uden for rammerne af, hvad der kunne være opnået, hvis aftalen var indgået mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. På den baggrund fandt Højesteret, at skattemyndighederne med rette havde ansat den skattepligtige indkomst skønsmæssigt vedrørende denne transaktion. 

Skattemyndighederne havde på den baggrund været berettiget til at ansætte G1-virksomhed’s skattepligtige indkomst fsva. G1-virksomhed udførte forundersøgelser, levering af teknisk og administrativ bistand og for at stille performancegarantier til rådighed for sine datterselskaber og disses udenlandske filialer. 

Højesteret fandt, at SKAT havde baseret sit skøn på en metode, som var anerkendt i OECD’s retningslinjer, ved at fordele det overskud, som de to datterselskaber og disses udenlandske filialer havde realiseret og herefter fordelt dette mellem de forbundne virksomheder på grundlag af en analyse af, hvilke funktioner den enkelte virksomhed havde bidraget med. 

Højesteret fandt videre, at de i sagen omhandlede transaktioner var så tæt forbundne, at de ved den skønsmæssige ansættelse måtte vurderes sammen, og at det ikke var godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Dette blev understøttet af en benchmarkrapport, som Skatteministeriet havde fremlagt for Højesteret. 

På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af den skattepligtige indkomst.

Skatteyderne havde subsidiært påstået sagen hjemvist med henblik på nedsættelse af (red.virksomhedsforkortelse.nr.1.fjernet)’s kulbrinteskattepligtiges indkomst, som følge af, at G1-virksomhed også havde leveret teknisk og administrativ bistand til (red.virksomhedsforkortelse.nr.1.fjernet) ifm. olieudvindingen i Y3-område ((red.samarbejde.nr.1.fjernet)). 

Højesteret fandt i relation hertil, at den korrektion, som skattemyndighederne havde foretaget af G1-virksomhed’s skattepligtige indkomst, ikke angik G1-virksomhed’s transaktioner som led i (red.samarbejde.nr.1.fjernet). Allerede af den grund fandt Højesteret, at en eventuel nedsættelse af A’s kulbrinteskattepligtige indkomst ikke var en direkte følge af skatteansættelsen for G1-virksomhed i den foreliggende sag. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet i relation til den subsidiære påstand, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. 

Højesteret ændrede Østre Landsrets dom, hvorefter sagen var blevet hjemvist til fornyet behandling hos Skatteforvaltningen.

Retten fandt, at skatteyderen ikke have godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst. Retten lagde herved vægt på, at opgørelsen af privatforbruget byggede på skatteyderens egen oplysning, og at den set i forhold til Danmarks Statistiks gennemsnitsberegning måtte anses for at være meget lempelig.

Retten fandt endvidere, at skatteyderen ikke havde fremlagt oplysninger eller forhold, der kunne belyse, at der var ført fornøden kontrol med den kørsel, der kunne begrunde udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, og der var herefter ikke det fornødne grundlag for genoptagelse, da der ikke forelå nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik omberegning af grundværdien efter den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt. Tvisten i sagen var, hvilken etagearealspris der skulle anvendes ved omberegningen af grundværdien for en ny ejendom i basisåret 2003. Enten etagearealprisen for den udstykkede ejendom, eller etagearealprisen som var gældende for grundværdiområdet i basisåret.

Henset til ordlyden af bestemmelsen, og idet retten bemærkede, at Højesteret ved SKM2017.286 H, har behandlet spørgsmålet om rette basisår ved beregningen af grundskatteloftet, og ikke hvilken etagearealpris, der skal lægges til grund for beregningen, var der ikke grundlag for at tage skatteyderens påstand om hjemvisning til følge.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik for det første, om sagsøgeren - der var direktør og ejer - skulle beskattes af hævninger på selskabets bankkonto, som han løbende havde foretaget i indkomstårene 2016 og 2017. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at der ikke kunne ske nedsættelse som påstået, men på baggrund af materiale fremlagt under sagens behandling ved landsretten, kunne det ikke udelukkes, at der var anledning til yderligere nedsættelse. Landsretten ophævede derfor denne del af byrettens dom og hjemviste den til skattemyndighederne mhp. evt. fornyet ansættelse.  

Sagen angik for det andet, om betingelserne for nulstilling af A-skatter og AM-bidrag for lønudbetalinger fra selskabet til sagsøgeren og dennes ægtefælle - der var ansat i selskabet - var opfyldt for indkomstårene 2016 og 2017. Af selskabets årsregnskaber fremgik, at selskabets egenkapital og resultat var negativt, og at selskabet havde ydet ulovlige anpartshaverlån til ledelsen. Landsretten fandt det bevist, at selskabet havde haft betydelig gæld til det offentlige, og at selskabet ikke havde betalt SKAT eller moms siden 2015. Der var blevet foretaget udlæg af SKAT hos selskabet, og sagsøgeren havde påtegnet en årsrapport, hvor det fremgik, at det ikke var dokumenteret, at selskabet overholdt lovgivningen. Landsretten lagde herefter til grund, at sagsøgeren som selskabets direktør og reelle ejer i hvert fald burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag selskabets formelle skatteindeholdelser. Herefter - og for ægtefællen, da hun var ansat i selskabet - tiltrådte landsretten, at betingelserne for nulstilling var opfyldt og stadfæstede byrettens dom på dette punkt (SKM2022.625.BR).

Spørger fremstiller ved anvendelse af elektricitet i varmepumper varme, der udelukkende leveres til Spørgers medlemmer.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger kan opnå godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 af elektricitet, der anvendes til fremstilling af varme i varmepumper, der udelukkende leveres til Spørgers medlemmer.

Styresignalet beskriver praksisændring og genoptagelse af tinglysningsafgift som følge af Landsskatterettens afgørelse SKM2024.49.LSR. Ændringen vedrører tinglysning af ejerskifte af fast ejendom i forbindelse med overdragelse af en samlet virksomhed til et interessentskab, og fortolkning af krav til vederlag ved tilførsel af aktiver efter tinglysningsafgiftslovens § 6 a. Praksis ændres til også at omfatte vederlag i form af tildeling af en rettighed til at indtræde i et interessentskab.

Momsudvalget har vedtaget retningslinjer (WP1068) om, hvornår en tankkortordning kan anses for omfattet af henholdsvis momssystemdirektivets artikel 14, stk. 1 (momslovens § 4, stk. 1) og artikel 14, stk. 2, litra c (momslovens § 4, stk. 3, nr. 1).

Skattestyrelsen vil fremadrettet administrere i overensstemmelse med Momsudvalgets retningslinjer om tankkort. Skattestyrelsen har på den baggrund revurderet praksis om benzinselskabers internationale kreditkortsystemer. Udstederen af kreditorkortet kan derfor tilsvarende efter momslovens § 4, stk. 3, nr. 1, anses for at levere brændstof til indehaveren af kortet, hvis betingelser/kriterierne i retningslinjerne er opfyldt.

Hidtidig praksis om benzinselskabers internationale kreditkortsystemer ændres. Fremadrettet skal der være personsammenfald mellem fakturaudsteder og den, der momsmæssigt anses for sælger, alternativt skal der være tale om tredjepartsfakturering, hvor faktureringspligten ases for opfyldt, når en tredjeperson står for udstedelse af en faktura til modtageren på vegne af sælger.

Spørger boede i X-land, hvor han drev en virksomhed. Hans hustru og børn boede i en bolig i Danmark.

Spørger ønskede i 2024 at deltage i 1-2 enkeltstående møder i Danmark af op til to dages varighed hver (i alt op til 4 dage). Endvidere ønskede han at deltage i et arrangement i Danmark i 2024, som varede 5 dage.

Spørger havde planer om at sælge virksomheden i X-land, når den rette mulighed bød sig. Herefter ville han flytte hjem til familien i Danmark.

Skatterådet kunne i svaret på spørgsmål 1 bekræfte, at Spørger ikke ville blive fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han deltog i de ovennævnte møder mv. i 2024.

Bindingsperioden på det bindende svar blev fastsat til udgangen af indkomståret 2024.

Spørger driver en kæde af butikker inden for x-branche, og Spørger har i forbindelse med, at en konkurrerende butik har indgået et lejemål i samme bygning beliggende i X, som Spørger også har en butik i, modtaget et kompensationsbeløb.

Skatterådet bekræfter, at kompensationsbeløbet, som Y betaler til Spørger i medfør af kompensationsaftalen, er momspligtigt, jf. momslovens § 4.

Bindende Toldafgørelser har samlet tariferingsforordninger, HSC tariferingsudtalelser og statements i en elektronisk udgave pr. 26. april, 2024 (vejledning).
Vejledningen er opbygget efter samme model som Toldtariffen.

Retten fandt, at tilkøbt slutrengøring efter endt ophold i et lejet feriehus var en selvstændig ydelse, som momsmæssigt ikke skulle stilles som den momsfrie lejeydelse. Rengøringsydelsen var derfor momspligtig efter hovedreglen i momslovens § 4, stk. 1.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til, at et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af kapitalandele i datterselskaber til en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond kunne ske uden, at holdingselskabets hovedaktionær blev udbyttebeskattet.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i Ansøgers ideelle interesse og ikke i Ansøgers personlige eller økonomiske interesse, hvorved Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af kapitalandele i datterselskaber til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 til Ansøger, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Der blev henset til, at Fondens formål måtte anses for almennyttig/almenvelgørende, idet det fremgik af udkast til Fondens fundats, at Fondens formål var at støtte almennyttige formål, f.eks. videnskabelige, forskningsmæssige, kunstneriske, kulturelle, miljømæssige, uddannelsesmæssige, humanitære eller andre almennyttige formål, Herudover ville Fonden støtte fysiske personer i økonomisk trang. Der blev endvidere henset til, at der efter Fondens udkast til fundats hverken var tillagt Ansøger eller Ansøgers familie/nærtstående særlige rettigheder i Fonden, idet disse hverken var tillagt ret til uddelinger ved Fondens løbende drift eller ved Fondens likvidation, ligesom de, såfremt de deltog i Fondens bestyrelse, kun kunne modtage et årligt vederlag, der ikke oversteg, hvad der kunne anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, og hvad der måtte anses for forsvarligt i forhold til Fondens og koncernens økonomiske stilling. Samlet set, fandt Skatterådet, at Fonden hovedsageligt havde et almenvelgørende eller almennyttigt formål.

Klagen angik et af Skatterådet afgivet bindende svar om, hvorvidt omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse på de enkelte transaktioner eller på den samlede transaktion som beskrevet i anmodningen. Det fremgik af sagen, at aktionærerne i H1 A/S i stedet for et dansk holdingselskab i koncernen ønskede at etablere et nyt norsk holdingselskab. Dette ønskedes gennemført ved en samlet omstrukturering, hvorved aktionærerne i H1 A/S ved en aktieombytning indskød deres aktier i H1 A/S i et nyt norsk holdingselskab, H2 AS, hvorefter H2 AS ejede alle aktier i H1 A/S, efterfulgt af en grænseoverskridende lodret fusion af H2 AS og H1 A/S med H2 AS som det fortsættende selskab. H2 AS kom herefter til at eje de aktiver, der ejedes af H1 A/S, herunder aktiebeholdningen i det børsnoterede norske selskab H3, aktiebeholdningen i H6 SA, Land Y2, og en likvid beholdning. Aktiver og passiver i H1 A/S udgik herved af dansk beskatning. Den grænseoverskridende fusion ønskedes i Danmark gennemført som en skattefri fusion i henhold til fusionsskattelovens § 15, stk. 4, og i Norge som en skattepligtig fusion. Landsskatteretten bemærkede, at den påtænkte aktieombytning og fusion måtte anses for et arrangement eller serie af arrangementer. Det påhvilede i forhold til ligningslovens § 3 skattemyndighederne at fastslå, at der var tale om et arrangement med det hovedformål, eller et af hovedformålene, at opnå en skattefordel, der virkede mod indholdet af eller formålet med skatteretten. Landsskatteretten fandt, at der var tale om et arrangement med det hovedformål, eller et af hovedformålene, at opnå en skattefordel, der virkede mod indholdet af eller formålet med skatteretten. Det påhvilede herefter klageren at godtgøre, at arrangementet var tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejlede den økonomiske virkelighed. Klageren fandtes ikke at have påvist en forretningsmæssig begrundelse for etableringen af H2 AS ved aktieombytning og H1 A/S´ ophør ved en grænseoverskridende lodret fusion. Formålet med disse transaktioner måtte anses at være at tilvejebringe en struktur, hvorefter aktiverne i H1 A/S kunne overføres til det nye norske holdingselskab uden at aktionærerne ville være begrænset skattepligtige af udbytte. Stiftelsen af det nye norske selskab ved aktieombytning fandtes alene at ske for at kunne gennemføre den grænseoverskridende skattefri fusion. Landsskatteretten stadfæstede således Skatterådets afgørelse vedrørende det påklagede spørgsmål.

Klageren havde under klagesagen om et bindende svar om en påtænkt disposition fremlagt en række nye oplysninger, der i vidt omfang tidsmæssigt lå efter Skatterådets besvarelse. Landsskatteretten afviste klagen, da oplysningerne ikke kunne anses for alene at have præciserende karakter, men derimod måtte anses for at være uden for rammerne af det påklagede afgørelsesgrundlag.

Sagen angik en forhøjelse af klagerens personlige indkomst med en skønsmæssigt fastsat lejeværdi på 50.000 kr. årligt for indkomstårene 2007 til 2012 samt 2015 vedrørende to af i alt tre lejligheder i en trefamiliesejendom, hvoraf klageren ejede 50 % i de påklagede indkomstår. Ifølge det oplyste havde klageren valgt beskatning efter reglerne for erhvervsmæssige udlejningsejendomme. Klageren var således skattepligtig af sin andel, som udgjorde 50 % af udlejningsejendommens samlede resultat. Klageren ejede ejendommen i lige sameje med en medejer. I de påklagede år havde medejeren beboet en lejlighed i ejendommen. Klageren havde benyttet en lejlighed til opbevaring af specielle møbler, og den sidste lejlighed havde været udlejet. Ejendommen var ikke omfattet af ejendomsværdiskattelovens regler. Landsskatteretten fandt, at klagerens rådighed over lejligheden på 1. sal var omfattet af bestemmelsen i statsskattelovens § 4, litra b, 2. pkt., hvoraf fremgik, at lejeværdien af bolig i den skattepligtiges egen ejendom beregnedes som indtægt for ham, hvad enten han havde gjort brug af sin beboelsesret eller ej. Det bemærkedes herved, at klageren efter fraflytningen i 2006 havde bevaret den fulde råderet over ejendommen og ikke gjort tiltag til at genudleje den. De to omhandlede lejligheder i klagerens ejendom havde et boligareal på henholdsvis 117 kvm og 129 kvm. Den af SKAT skønnede objektive leje var fastsat til samlet 100.000 kr. for de to lejligheder, svarende til 406,50 kr. pr. kvm årligt. Retten fandt, at de af SKAT fastsatte skønsmæssige lejeværdier måtte anses for retvisende. Retten stadfæstede den påklagede afgørelse vedrørende indkomstårene 2007 til 2013. For indkomståret 2015 havde klageren medregnet netto 50.000 kr. som yderligere leje i regnskabet for 2015, og SKATs forhøjelse af lejeindtægten for 2015 på 50.000 kr. blev nedsat til 0 kr. Forhøjelserne for indkomstårene 2007 til 2012 var foretaget uden for den ordinære ansættelsesfrist. Retten fandt, at klageren i forbindelse med selvangivelse af resultater vedrørende ejendommen måtte anses for at havde handlet groft uagtsomt. Retten lagde vægt på, at klageren var blevet bekendt med opgørelse af resultat for ejendommen i forbindelse med en skatteankenævnsafgørelse vedrørende indkomståret 1991, at der i resultatopgørelserne alene indgik indtægt fra ejendommens 2. sal, men blev fratrukket udgifter vedrørende hele ejendommen, og at klageren var bekendt med drift af udlejningsejendomme. Retten fandt herefter, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2007 til 2012 var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og § 27, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede således de påklagede ansættelser for indkomstårene 2007-2013 og nedsatte ansættelsen med 50.000 kr. for indkomståret 2015.

Landsskatteretten afviste at besvare et spørgsmål om bindende svar om en tatovørvirksomheds momspligt. Landsskatteretten henviste til, at spørgsmålet, ud fra dets formulering, vedrørte, hvorvidt den af virksomheden udøvede aktivitet generelt kunne fritages for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 7. Det stillede spørgsmål vedrørte dermed ikke de momsmæssige virkninger for virksomheden af en eller flere konkrete påtænkte eller gennemførte leveringer af ydelser mod vederlag, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. Hertil kom, at spørgsmålet havde en sådan karakter, at det ikke med fornøden sikkerhed kunne besvares hverken be- eller afkræftende uden, at der blev taget forbehold i forhold til hver enkelt udgående transaktion, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2. Det skyldtes, at momsen var transaktionsbaseret, hvorfor besvarelsen af det stillede spørgsmål ville afhænge af en konkret vurdering af, om hver enkelt udgående transaktion kunne kvalificeres som "anden kunstnerisk virksomhed" eller ej, jf. momslovens § 4, stk. 1, og § 13, stk. 1, nr. 7. Henset hertil afviste Landsskatteretten at realitetsbehandle og besvare det stillede spørgsmål. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse, således at besvarelsen af spørgsmålet blev ændret til "Afvises", jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, og § 24, stk. 2.

SKAT havde ikke imødekommet en selvejende institutions anmodning om nedsættelse af lønsumsafgiftstilsvaret med 47.403 kr. for perioden 1. januar 2014 til 30. september 2016 vedrørende salg af adgang til et fitnesscenter til medlemmer i en kommune, idet SKAT ikke anså denne aktivitet for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1 om "amatørsport i øvrigt".

Landsskatteretten bemærkede, at den selvejende institution ikke modtog tilskud i henhold til folkeoplysningsloven, og at aktiviteten med salg af adgang til fitnesscentret til medlemmerne primært var finansieret ved medlemmernes betaling af et månedligt abonnement. Henset til ordlyden af undtagelsesbestemmelsen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1, dens historik og forarbejder og det bagvedliggende formål fandt Landsskatteretten, at den selvejende institutions salg af adgang til fitnesscentret til medlemmerne var omfattet af begrebet "amatørsport i øvrigt". Landsskatteretten henså herved til, at begrebet "amatørsport", der i henhold til forarbejderne var defineret som "ren amatøridræt, der hovedsageligt er finansieret ved medlemskontingenter", siden lov om arbejdsmarkedsbidrag havde været undtaget fra afgiftspligten, og at der - uanset de foretagne ændringer af bestemmelsens ordlyd - ikke fra lovgivers side havde været tilsigtet nogen ændringer heraf.

Landsskatteretten ændrede derfor SKATs afgørelse og gav den selvejende institution medhold.

Selskabet H2 var et selskab hjemmehørende i Liechtenstein, som havde en dansk filial. H2 ønskede at foretage udbyttelodninger til dets moderselskab i Y-land (H1) med midler, som skulle overføres direkte fra H2´s danske filial til H1.

Den danske filial af H2 ønskede derfor under spørgsmål 1 at få bekræftet, at H2 ikke ville blive udbyttebeskattet i medfør af selskabsskattelovens § 2 C, stk. 1, jf. stk. 7, af pengeoverførsler fra filialen til hovedkontoret i Liechtenstein, hvis selskabet i Liechtenstein efterfølgende ville udlodde udbytte til dets moderselskab (H1) med midler, som ville blive overført direkte fra den danske filial til moderselskabet (H1). Skatterådet kunne ikke bekræfte dette.

I forbindelse med H1's ønske om at frikøbe sig fra en tilskudsdeklaration, der er tinglyst på H1's ejendomme, anmodede H2 det daværende SKAT om at vurdere de pågældende ejendomme. SKAT vurderede ejendommen til (red. … værdi 1 udeladt) mio.kr. H2 påklagede SKATs udtalelse om værdien til Landsskatteretten, der afviste klagen.

Hovedsagen mellem H1 og H2 angår fastlæggelse af grundlaget for beregningen af det beløb, H1 skal betale til H2 for at frikøbe sig fra tilskudsdeklarationen, herunder om H2 er bundet af SKATs værdiansættelse af foreningens ejendomme.

Skatteministeriet blev adciteret af H2. Adcitationssagen angår, om SKATs udtalelse om ejendommenes handelsværdi er en forvaltningsretlig afgørelse, der kan prøves af Landsskatteretten, og i modsat fald om SKAT skal anerkende en højere værdiansættelse.

Hvad angår hovedsagen mellem H1 og H2 fandt retten, at SKATs udtalelse om ejendommenes værdi ikke var bindende for H2’s afgørelse om frikøb, at SKATs værdiansættelse ikke levede op til den vurderingsnorm, der efter ejendomsvurderingsloven skal indgå til at fastlægge ejendommenes aktuelle handelsværdi, og at det efter de afgivne skønserklæringer var godtgjort, at der var et misforhold mellem SKATs ansættelse af handelsprisen og ejendommenes faktiske handelsværdi. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte H2’s vurdering om ikke at fremsætte frigørelsestilbud på grundlag af SKATs vurdering.

Hvad angår adcitationssagen mellem H2 og Skatteministeriet, fandt retten, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist klagen over SKATs udtalelse om ejendommenes værdi, idet udtalelsen ikke er en afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 6 og § 11. Skatteministeriet blev derfor frifundet over for H2’s principale påstand om ophævelse af Landsskatterettens afgørelse om afvisning og hjemvisning til realitetsbehandling.

Med henvisning til, at H2 ikke var bundet af SKATs værdiansættelse, fandt retten endvidere, at H2 ikke havde retlig interesse i at få påkendt H2’s subsidiære påstande om, at Skatteministeriet skulle anerkende andre værdier af ejendommene end den af SKAT skønnede. Skatteministeriets afvisningspåstand over for disse påstande blev derfor taget til følge.